torsdag den 14. februar 2008

Våd potte

VodPod minder jo lidt om en avanceret YouTube. Der gives mulighed for samsøgning i flere "biblioteker" eller samlinger af videoer og billeder med henblik på at finde lige netop det, man kan bruge. Mængden af støj bliver jo ikke mindre - deværre.
Men der findes jo alligevel mange dejlige klip, - og en rigtig tidrøver er det også. Nå, men jeg fik da samlet lidt video's, og nogen overraskelse blev det i al fald ikke for mig selv, at et af de emner jeg ville berøre i forløbet skulle være motorcykler. Og det blev så nu, hvor forårslængsler og sommerferiedrømme trænger sig på.
Det er vel ikke de mest geniale indslag, jeg har fundet, men de fleste, af de jeg fandt, bar deværre mest præg af at være slapstick, falden-på-halen eller kør-med hovedet-under-armen indslag.

torsdag den 7. februar 2008

So ein Ding...

Med udgangspunkt i en litteraturliste over nogle af mine egne favoritter på romanområdet, som jeg har brugt i formidlingsøjemed, har jeg forsøgt at lave en liste på Library Thing. Og desværre, som det også er blevet udmeldt, bliver det ikke spændende, hvis man udelukkende bruger danske titler. Listen fremstår i al fald ikke særlig interessant, og derfor har jeg, hvis muligt, valgt den tilsvarende udenlandske titel, hvis den findes på engelsk eller tysk, hvor man jo kan få forsiderne vist – og så ser det i al fald ud af noget. Vedrørende de forslag som LibraryThing giver er der rimelig stor overensstemmelse med ”mine” forfattere og de forfattere de foreslår. Enkelte nye forfattere er dog tilføjet, men ikke så mange som man måske kunne forvente, idet det ved en hurtig gennemgang først og fremmest ser ud til at være yderligere titler af de forfattere jeg har listet, de også foreslår.
Jeg har ikke lavet tags, men derimod lavet en widget, en Thingie og en søgemulighed til min LibraryThing til min blog.

tirsdag den 5. februar 2008

Vennested

Ja, der er mange måder man kan eksponerer sig på, og nu har jeg så også gjort det via FaceBook. Men som på så mange andre steder er det jo også et spørgsmål om at holde tungen lige i munden. Hvilke oplysninger skal gives, – alt kan jo også blive for privat og især for andre ret så uvedkommende. På den anden side så skal de oplysninger der gives, hvis man ellers vil noget med disse steder, jo også have en sådan karakter at man kan ”findes”, hvis nogen skulle lede for at søge kontakt. Ved mit første forsøg, som var søgning via adressekartoteket i Gmail, fandt jeg én person som jeg ikke har set eller hørt fra i flere år. Om det så betyder, at vi nu kan holde kontakt, vil tiden vise.