søndag den 4. maj 2008

Leg og læring - en evaluering af tingene.

”23 ting som blev til 16” og som alligevel endte med at blive til 23, hvis man da lige tæller denne evaluering med, og også regner de gentagne og ½ numre med. Og hvorfor egentlig ikke.

01 Gmail, 02 Weblogs, 03 A Lær om RSS, 03 B Lær at abonnere på RSS feeds, 04 Personlige forsider, 05 Online applikationer og værktøjer, 06 YouTube og Google Video, 07 A Leg med Flickr, 07 B Leg videre med Flickr, 08 Google Talk / Meebo, 08 Messenger, 09 Tagging, 10 Technorati, 11 Facebook og MySpace, 12 LibraryThing, 13 Lav selv billeder, 13 vod:pod, 13½ LinkedIn, 14 Last.fm, 15 Podcast, 16 Wiki, 16½ Wiki.

Personligt har jeg lært rigtig meget ved gennemgangen af de forskellige opgaver. Nogle af emnerne
var for mig om ikke velkendte så dog nogle jeg havde stiftet bekendtskab med tidligere, men et brush-up og eller større fordybning er jo altid nyttig.

Nogle ting er blevet en fast del af min private pc-hverdag, nogle kommer jeg rimeligvis aldrig til at bruge igen, og andre igen har jeg haft og har stor fornøjelse af i mit arbejdsliv. Men vigtigst af alt er dog, at stort set alle de gennemgåede emner vil kunne bruges og enkelte bliver endda brugt i forskellige formidlingssituationer. I flæng kan jeg nævne at Personlige forsider, Online applikationer, LibraryThing og Vod:pod er noget af det, jeg har haft stor gavn af at have stiftet kendskab med for ikke at sige, at der også er fulgt et par taknemmelige lånere med i kølvandet. Og det er vel ikke så ringe endda.

Tidsforbruget med de 23 ting minder jo i mistænkelig grad lidt om Niels Hausgaard ”Først en ½ time på den ene side, så en halv….…” I den meget tidlige begyndelse af forløbet gik det fint med den tid der var afsat, men hurtigt blev jeg også nødt til at tage den ”anden side” og til sidst ”ryggen” i brug. Derved skred jo den afsatte tid ret så hurtigt, og en del aften- og weekendtimer, skal det her indrømmes, er kommet i brug for at få leget af med de forskellige emner, – uden at det dog gik alt for meget ud over de nære omgivelser og derved heller ikke alt for meget af arbejdstiden. Og jo det har været et rigtig fint forløb om end i perioder ret så presset. Derfor synes jeg nok at forløbet burde have været længere, så vi havde haft 2 uger til at ”lege” med de enkelte ting. For mig ville det have betydet større mulighed for at gå i dybden og få flere detaljer med og dermed nok også gjort tingene mere brugbare.

Vejledningerne, som er kommet ud som mandags- og enkelte gange tirsdagsmails, har været rigtig flotte, instruktive og i højeste grad brugbare. Og tak for dem. Et par gange har de dels virket som pisken for at komme i gang uden at komme for langt bagefter, andre gange har de været nødvendige og absolut brugbare for at få hul på et givet emne.

Og til slut vil jeg da bare lige sige, at jeg ser frem til hvad månedens ting vil blive, og til hvorledes 23 ting for borgerne vil forløbe.

Ingen kommentarer: